Jeg har længe haft lyst til at lave cæsarsalat, som jo nærmest er det ideelle LCHF-måltid (lavt indhold af kulhydrater, meget fedt), og i mandags oprandt dagen endelig! Incitamentet til langt om længe at få det lavet kom igen fra kogebogen “Viktminskning med LCHF”, som jeg altså virkeligt gerne vil anbefale, hvis du ikke allerede har købt den efter indlægget i går ;) Der er en lang række opskrifter deri, som jeg har tænkt mig at afprøve, og det er for mig det største kvalitetsstempel af alle, når det kommer til kogebøger.
Nå, men tilbage til mandagens salat. Så vidt jeg ved, indeholder en helt klassisk cæsarsalat bare romainesalat og croutoner – ud over dressingen, som jo blandt andet indeholder parmesanost, forstås. Der findes dog et hav af variationer – og her kommer endnu en. Denne udgave indeholder naturligvis ikke nogle brødcroutoner – til gengæld er der masser af andet lækkert fyld, herunder en lækker marineret kylling, bacon og ost – Åse anbefaler västerbottenost, som jo ikke er sådan ligetil at få fat på herhjemme, så jeg erstattede med prima donna, som klart kan anbefales. Du kan naturligvis også bare bruge parmesan i selve salaten også.
Om dressingen og salaten smager “rigtig”, skal jeg ikke kunne gøre mig klog på – hvis jeg nogensinde har smagt en rigtig cæsarsalat før, har jeg i hvert fald glemt det. Men den i hvert fald smagte fortræffeligt og bliver helt sikkert lavet hos mig igen!
Cæsarsalat
3 portioner
Kylling:
* 3 kyllingebryster
* 50 g smør
* 3 spsk soja
* 1 spsk tørret timian
* salt og peber
Cæsardressing (giver en stor portion – mere end til 3 portioner):
* 1 dl koldpresset rapsolie (eller anden smagsneutral olie)
* 1 lille æg (eller 1/2 større)
* 1 tsk dijonsennep
* 2 sardiner/ansjoser
* 1 lille fed presset hvidløg
* 1 spsk citronsaft
* salt og peber
* 1/2 dl fintrevet parmesan (ca. 10-15 g)
* evt. lidt vand til at tilpasse konsistensen med
Salat:
* 150 g grøn salat
(jeg brugte en blanding af forskellige typer. Alt kan gå her, selv om romaine vist er det klassiske valg)
* 1,5 dl revet prima donna (eller parmesan – västerbotten kan også gå, hvis du er så heldig at have det)
* 1 pakke bacon
Smelt smørret, lad det køle af og bland med soja, timian og salt og peber til en marinade. Mariner kyllingen heri i en times tid.
Forvarm ovnen til 200º varmluft og læg kyllingen på et fad. Steg i ca. 20-30 minutter.
Steg imens baconen sprød – det kan du jo passende gøre i ovnen samtidig med kyllingen.
Sørg for at olie, æg, sennep og citronsaft til dressingen er samme kulør – jeg opbevarer det hele i køleskabet. Bland alle dressingingredienser med undtagelse af parmesanen i et højt glas (gerne et der fulgte med stavblenderen el.lign.) og blend med stavblenderen, indtil det emulgerer og ligner en lidt tynd mayonnaise. Tilsæt den revne parmesan og blend lidt ekstra. Tilpas konsistensen med vand.
Bland salat og revet ost og fordel på tallerkenerne. Skær kyllingebrysterne i skiver og fordel udover. Gør det samme med baconen. Server med ønsket mængde dressing.
Velbekomme!